AnalogBo's Hjørne

AnalogBo's Hjørne

En Beard blev færdig

Nye konstruktionerPosted by AnalogBo Sun, February 28, 2016 13:34:17

Bent havde overtaget et meget spændende sæt forstærkere af mærket Beard. Det viste sig at være et par tidlige prototyper til Beard M1000. De indeholder hver otte 6550 beam tetroder, koblet som trioder. Udgangsrørene drives af en fin og absolut symmetrisk konstruktion med to ECC81 og fire ECC82.

For at gøre forhistorien kort, så havde flere vist gennem de sidste 20 år forsøgt at færdiggøre forstærkerne, men ingen var lykkedes med at færdiggøre strømforsyningen, hvilket var det eneste der manglede. Da jeg fik dem til færdiggørelse havde den ene forstærker et afbrændt strømforsyningsmodul bygget på et prøveprint, den anden havde kun et større bundt strittende ledninger som skulle forbindes til strømforsyningsmodulet. Noget var gået galt under udviklingsarbejdet hvorefter eksemplarerne var blevet solgt til hobby-folket til færdigbygning/ombygning eller til brug som dele til et nyt hobbyprojekt. Det skal lige siges at modellen senere blev færdigudviklet og sat i produktion.

Figur 1. Beard set nedefra. Således så den ene forstærker ud da jeg modtog den.

Det kan synes som en lille simpel ting der manglede, men forstærkeren krævede 5 forskellige spændinger til forskellige formål. Der var en skitse af et diagram til strømforsyningen, men jeg var lodret uenig i de løsninger der var valgt (med integrerede kredse og adskillige transistorer). Og de mange afbrændte komponenter talte jo også deres tydelige sprog. Baseret på mine erfaringer med rørforstærkere tegnede jeg en ny strømforsyning, som jeg fintrimmede med hjælp fra simuleringsværktøjet LTspice.

Det har været vigtigt for mig at lave en strømforsyning uden alt for voldsomme spidsstrømme som spreder en masse hidsige overtoner af 100 Hz og som især er onde ved elektrolytterne. Jeg har set for mange forstærkere hvor elektrolytterne er blevet mere eller mindre smadrede af mange års hidsig opladning. Ved at gøre strømstødene bredere kan man oplade elektrolytterne med lavere spidsstrøm. Hermed opnås både mindre støj, en bedre udglatning og at elektrolytterne holder længere.

Figur 2. Strømforsyningsmodulet klar til montage.

Da strømforsyningsprintene var færdige til montage, viste det sig at nettransformatorerne, som jo også var prototyper, var meget forskellige. Især den ene leverede en højspænding, som var usund for de triodekoblede udgangsrør. Bent tøvede ikke, men bestilte straks to nye specialviklede transformatorer.

Med nye transformatorer og strømforsyningsprint manglede der blot nogle småjusteringer.

Figur 3. Nu med indbygget strømforsyningsmodul.

Endelig - efter mange år i tavshed kunne der sættes lyd på forstærkerne. Vi blev ikke skuffede, de mange triodekoblede 6550 driver højttalerne præcis så magtfuldt som man kunne forvente.
Figur 4. Bias'en skal lige justeres efter at rørene er blevet rigtig varme.



Skal man skifte rør

InstrumentforstærkerePosted by AnalogBo Sun, January 03, 2016 14:20:09

Jørgen kom med en Marshall Super PA 100 som trængte til en kærlig hånd. Bl.a. mente Jørgen at den trængte til nye rør for den lød ikke helt så godt som den burde gøre. Faktisk kom der ikke en lyd ud af den for tiden. Da jeg fik forstærkeren åbnet viste det sig at sikringen fra brændt. Det burde ikke være sket. En ting er at sikringen kan gå, men sikringsholderen bør ikke være helt sort. Jeg kunne endda se at fejlen var sket en gang tidligere. En ældre afbrændt sikringsholder sad endnu i forstærkeren. Derimod så rørene rigtig fine og forholdsvis nye ud.

Når jeg ser noget således kan jeg ikke bare få mig til at sætte en ny sikringsholder i. Der må være en årsag til at det ser ud som det gør.

Konstruktionen af denne Marshall forstærker er helt tilbage fra de tidlige tressere og oprindeligt konstrueret med 6L6 rør. Det eksemplar jeg står med, er imidlertid bestykket med EL34 rør. Marshall gik fra i ’62 at bruge 6L6 rør over til i ’64 at bruge KT66 og endelig skiftede de i ’67 til at bruge EL34. Jørgens forstærker har et stempel og et serienummer som indikerer at den blev fabrikeret i ’66 eller ’67.

EL34 blev introduceret i 1953 af britiske Mullard, som et HiFi-rør, men på grund af dets robusthed og krydrede forvrængning ved høj effekt blev det meget populært til guitarforstærkere. Men EL34 trækker mere end 50% mere glødestrøm end KT66, så når man skifter fra KT66 til EL34 skal man sikre sig at transformatoren, ledningsnettet og bias’en er korrekt hvis man ønsker at skifte et KT66 rør ud med et EL34 rør.

Da jeg målte på spændingen ved rørsoklerne viste det sig at der var et for stort spændingsfald over de tynde ledninger. Det betød bl.a. en alt for lav glødespænding. Stort spændingsfald betyder også stor varmeudvikling og sammenholdt med den lidt spinkle sikringsholder synes det at være årsagen til at sikringsholderen ikke rigtig har kunnet tåle mosten. Jeg kan forestille at de oprindelige KT66 rør er blevet udskiftet efter års tro tjeneste. Desværre blev de ikke udskiftet med nye KT66 rør, men med EL34. I forbindelse med udskiftningen har man ikke taget højde for ovennævnte forhold. Årsagen kan man kun gisne om. Det er gået godt i noget tid. Når så sikringsholderen brændte, har man blot sat en ny i, uden at undersøge hvorfor skaden er sket.

Jørgen har købt forstærkeren brugt, og vi ved ikke hvor mange ejere den har haft i sine 50 år.

Løsningen på alle problemerne er en udskiftning af ledninger mellem transformatoren og rørsoklerne så spændingstabet ikke bliver så stort samt en ny sikringsholder og en større sikring som kan håndtere den større strøm som EL34 rørene berettiget forårsager. Nye rør blev der ikke brug for. Rørene var som nye og der er derfor ingen grund til at bruge 1000-1500 kr. alene på nye rør. Efter denne lille ’rekonstruktion’ spillede den gamle Marshall som ny igen.

Rør bliver slidt med tiden og med 50 år på bagen var det en rimelig antagelse at det var rørene som evt. kunne trænge til udskiftning, men man bør altid sikre sig at der ikke er andre årsager til dårlig lyd før man skifter rørene. De holder trods alt til 2-5.000 timers spilletid.







Revitalisering eller udskiftning af et højttalerrelæ

Erfaringer fra værkstedetPosted by AnalogBo Tue, August 18, 2015 16:57:23

Thomas kom med sin Marantz som han havde købt med en mindre defekt – der kom ingen lyd ud af den. Da han vidste at forstærkeren kunne lyde rigtig godt, ville han gerne høre om den kunne komme til at spille igen.

Når vi tændte for forstærkeren kunne det lille klik fra højttalerrelæet tydeligt høres. Det var et positivt tegn, da det betød at forstærkeren stort set virkede og at der ikke var fejlspænding på højttalerudgangen. Så langt så godt, men hvorfor spillede forstærkeren så ikke.

En meget typisk fejl ved ældre forstærkere er at kontakterne i højttalerrelæet er korroderede. Det var også tilfældet for Thomas’ Marantz.

Relæ-kontakter er belagt med ædle eller halvædle metaller som guld, palladium-sølv mm. Imidlertid slider de mange slåen til og fra på relæ-kontakterne. Efter 30 års tjeneste er de færreste relækontakt-overflader stadig hele. Man kan se en lille prik på relækontakterne præcis hvor de har ramt hinanden 1000-vis af gange. I netop det punkt er den ikke-korroderende overflade brudt og det underliggende materiale er korroderet, så der ikke længere er kontakt. Jeg har set flere fantasifulde løsninger på at overkomme problemerne med et defekt højttalerrelæ – et eksempel var at man med en loddekolbe havde brændt et hul i relækappen og havde sprøjtet det med kontaktrens. Det havde holdt nogen tid, men det holder ikke evigt. Jeg forstår udmærket at det var gjort, for relæet sad så det var fuldstændig umuligt at udskifte. Man siger at nutidens design ikke er lavet med henblik på reparation. Det gælder desværre også for nogle af de ældre forstærkere.

Normalt udskifter jeg defekte højttalerrelæer. Størrelse og benkonfiguration på relæer har ikke ændret sig ret meget i de sidste 30 år, så jeg forsøger altid at finde det rigtige relæ. Passer nutidens relæer af den ene eller anden grund ikke, så tager jeg et at mine standardrelæer og placerer det på hovedet og fører små ledninger fra relæbenene til printpladen. For at være sikker på at jeg bruger en ordentlig kvalitet relæer, har jeg testet det relæ jeg oftest bruger. Jeg har ladet det slutte og afbryde 20.000 gange og derefter undersøgt kontaktbelægningen. Der var ingen tegn på at kontakterne var slidte. På denne måde har mangen en forstærker fået forlænget livet med rigtig mange år.

I Thomas’ Marantz var indbygget et stort industri-relæ som ikke er let at opdrive i dag. Også sådan et relæ bliver slidt, selv om det sikkert holder længere end de fleste – i dette tilfælde ca. 35 år. Jeg syntes det var synd og skam at udskifte dette relæ med et lille moderne relæ. Kontaktfladerne var store og hele – undtagen på det lille sted hvor de var ramt sammen mange, mange gange. Derfor tog jeg en alternativ løsning i brug.

Jeg skilte relæet ad, bukkede toppen på den bærende vinkel, som relæspolen sidder fast på, en lille smule som vist på tegningen nedenfor. Dermed ændrede jeg anslagspunktet på både den statiske og den bevægelige del af kontaktelementerne. Relæet blev samlet og sat tilbage på sin plads og forstærkeren spillede igen.



At få lige hvad man ønsker sig - 2

Nye konstruktionerPosted by AnalogBo Thu, December 18, 2014 22:41:57
Et aktivt delefilter


Nogle eminente højttalerenheder og et delefilter med fine komponenter, så er man godt kørende. Ja, jeg ville være lykkelig for sådan et sæt, men det var Henrik ikke. Han kunne høre at det indbyggede passive delefilter var tæt på, men ikke helt perfekt og så ville han i øvrigt lige have et par 18 tommer enheder i hver side til at dække det helt dybe område. Jeg kalder det ”kældersektionen”. Ja, undskyld udtrykket, men jeg kan ikke kalde den for subwoofer fordi det starter der hvor de fleste subwoofere begynder at rulle af og fordi det ikke har noget som helst at gøre med kommercielle resonansbaserede subwoofere.

Henrik fortalte at han ville have et aktivt delefilter til erstatning for det passive og så ville han naturligvis også have at det nye delefilter skulle danne bro til ”kældersektionen”.

Det startede med et ønske om et simpelt delefilter med to delefrekvenser. I løbet af specifikationsfasen forskede Henrik på egen hånd i hvad det egentlig var han havde brug for. Det betød at nogle af flankerne skulle være stejlere, at den lave delefrekvens skulle være valgbar mellem to faste værdier og at frekvensgangen skulle kunne modificeres med nogle svage boosts og et enkelt cut, det vil sige at en form for equalizer skulle integreres i filtret. Henrik formede med utallige forsøg den endelige frekvensgang som man former et stykke armeringsjern. Han bestemte overgangsfrekvenser, stejlheder, boost og cut frekvenser, samt niveauer. Den eneste gang jeg blandede mig var da nogle boosts blev specificeret med en lidt for højt Q-værdi. Man skal være meget forsigtig med Q-værdien hvis man vil undgå at farve lyden.

Det kostede timers telefonsamtaler og mange mails at få afdækket alle ønsker. Nogle mennesker finder det frustrerende at man skal bruge så meget tid med at snakke frem og tilbage, men det er en nødvendig proces når man vil have et godt resultat. I ovenstående tilfælde tog forløbet flere måneder.

Af implementeringskrav kan nævnes at filtret skulle have ”floating” balanceret indgang og af hensyn til de effektforstærkere Henrik påtænkte at bruge skulle udgangen være symmetrisk balanceret. Desuden var vi enige om at der ikke måtte bruges monolitiske operationsforstærkere (se PS nedenfor).

Der findes ikke mange aktive filtre eller equalizere uden monolitiske operationsforstærkere, så jeg havde lidt af en udfordring, men til gengæld også en stor tilfredsstillelse ved at designe alt i klasse A og med et ”headroom” der ikke er muligt med de små chips.

Spændingsforsyningen er en vigtig del af enhver audiokonstruktion. Derfor er spændingsforsyningen til disse delefiltre opbygget som et højere ordens analogt filter med hurtig impulsrespons og ekstrem lav støj. Der er ikke anvendt integrerede spændingsregulatorer.

Da jeg endelig var færdig med at bygge equalizer-delefiltrene var vi begge (Henrik og jeg) meget spændte på om de stod mål med forventningerne og om alle specifikationerne havde været rigtige. Henrik fik dem hjem og behøver jeg at sige at de straks blev taget i brug. Den første tilbagemelding var overvældende positiv. Efter endnu nogle dages intens lytning kunne Henrik høre at en enkelt forbedring ville gøre lydbilledet helt optimalt. Henrik foreslog at et ganske lille boost som strakte sig over nogle få hundrede hertz med en centerfrekvens på 800 Hz skulle flyttes således at centerfrekvensen blev 700 Hz. Det kan være problematisk når specifikationerne ændres efter at produktet er færdigt, men i dette tilfælde drejede det sig om værdien af en enkelt komponent. Ændringen blev foretaget og derefter er alt – ifølge Henrik – som det skal være. Henrik havde fået lige hvad han havde ønsket sig.

PS

Operationsforstærkere kan være bygget med rør, diskrete transistorer eller de kan være realiseret som et integreret (monolitisk) kredsløb. De monolitiske operationsforstærkere der ofte ses i audioudstyr er opbygget som små effektforstærkere med 15 eller flere transistorer og et udgangstrin i klasse AB-pushpull-konfiguration. Der findes typer der bliver markedsført som særligt egnede til audio. I disse er nogle parametre forbedret lidt, men de har samme opbygning, det vil sige klasse AB-pushpull. Hvis man vil have operationsforstærkere eller andre forstærkertrin der kører i klasse A og med fornuftige forsyningsspændinger må man benytte diskrete komponenter.







At få lige hvad man ønsker sig – 1

Nye konstruktionerPosted by AnalogBo Mon, October 13, 2014 22:11:05

Single-ended klasse A

En kunde havde for nogle år siden påbegyndt et projekt som skulle give ham to kompromisløse effektforstærkere. Projektet var gået i stå efter at rørsokler, transformatorer, og nogle gode elektrolytkondensatorer var blevet monteret i to flotte stålchassiser. Nu skulle projektet gøres færdigt, så han overdrog opgaven til mig. Jeg fik også en grov skitse af hvordan forstærkeren var tænkt realiseret. Vi blev enige om at jeg skulle udarbejde et detaljeret diagram, beregne komponentværdier og montere alle småkomponenterne i det ene eksemplar. Så ville han selv montere det andet.

Det lå fast at forstærkerne skulle bygges som single-ended triode (SET) mono-trin med GM70 i udgangen og meget få komponenter i signal vejen.

Som det vil være de fleste bekendt er der to meget forskellige principper når det gælder forstærkere. Det mest almindelige er at man bruger modkobling til at reducere forvrængning, forbedre frekvensgang, undertrykke støj fra spændingsforsyningen og skabe lav udgangsimpedans. Det anden er at man laver en forstærker med lav forvrængning og god frekvensgang uden modkobling. De aktuelle forstærkere hører, som de fleste SET, til den sidste type. SET forstærkere er både elsket og hadet. Hadet fordi de måler dårligt ved fuld udstyring. Elsket fordi de både måler og lyder godt når de spiller ved moderat udgangseffekt.

Når man betragter den kurve der beskriver forholdet mellem input og output for en triode ser man en næsten ret linje med en svag krumning. Når trioden arbejder på maksimal effekt betyder linjens krumning at de positive og negative dele af signalet forstærkes lidt forskelligt, det vil sige at udgangssignalet er ikke længere en eksakt kopi af indgangssignalet, med andre ord udgangssignalet er forvrænget. Ved mindre effekt kan linjen betragtes som ret dvs. forvrængningen er forsvindende (se også PS nedenfor). GM70 kan klare store effekter og derfor har dette rør et stort område hvor det arbejder med lav forvrængning.

I en Hi-Fi forstærker tilstræber man en lav udgangsimpedans (= høj dæmpningsfaktor) fordi det giver det bedste resultat i de tilfælde hvor højttalerens impedans varierer med frekvensen. I en modkoblet transistorforstærker er det ikke noget problem at gøre udgangsimpedansen lav – man bruger bare en kraftig modkobling. Nogle fabrikater praler ligefrem med skyhøj dæmpningsfaktor = meget hård modkobling. Til SET forstærkere uden modkobling må man vælge rør med lav indre modstand for at opnå en rimelig dæmpningsfaktor og her er GM70 et godt valg fordi dets indre modstand er lav, meget lavere end for eksempel det kendte 211. Med en udgangsimpedans omkring 1 Ω er der godt styr på en 8 Ω højttalers basresonans, men man kan opleve farvning af lyden hvis højttalerens impedanskurve er meget ujævn.

Forstærkerne består af et drivertrin og et udgangstrin. I driver trinnet sidder en 437A triode. Koblingen mellem de to trin varetages af en TANGO NC-20 interstagetransformator. I vore dage er brugen af en interstagetransformator et sjældent syn. Det er en dyr løsning som ikke ses i almindelige konsumer produkter, og selv i high end produkter er den sjælden. Transformatoren danner den optimale belastning for drivertrioden og den garanterer en lav-ohmig forbindelse fra udgangsrørets gitter til stel, en vigtig detalje når man arbejder med store rør hvor gitterstrømmen ikke kan negligeres. Men det skal selvfølgelig være en god transformator. Jeg har målt på NC-20 og jeg er fuld af respekt - det er en imponerende forening af viklingsteknik og metallurgi.

Udgangstransformatoren en Tamura F-2013. Den lyder virkelig godt og den udemærker sig ved ikke at have nogen resonans, som det ellers er almindeligt for den slags transformatorer.

En SET-forstærker kræver gode spændingsforsyninger, i dette tilfælde fire stykker: To til glød og to til anoderne. Højspændingen til udgangstrinnet leveres af to 5U4GB ensretterrør efterfulgt af et pi-filter med en drosselspole og elektrolytkondensatorer suppleret med en stor foliekondensator. Drivertrioden er ikke så hurtigt varm så den får sin højspænding fra et GZ34 ensretterrør, som er endnu langsommere, dermed får 437A triodens katode tid til at blive varm før der kommer spænding på anoden.

Efter at jeg havde færdiggjort den første forstærker, monterede kunden selv den anden, hvorefter jeg fik begge ind på værkstedet igen for at udføre slutkontrollen.

Hele konstruktionen er hardwired med sølvtråd til signalet og uden overføringskondensatorer.
Behøver jeg at sige at resultatet som forventet er en helt enestående transparent lyd.

PS: Trioder vs. tetroder og pentroder

Når gitterspændingen går i positiv retning stiger strømmen gennem trioden. Med stigende strøm stiger også forstærkningen det vil sige at forholdet mellem gitterspænding og anodestrøm er ulineært. Men heldigvis er anodespændingen ikke konstant, den falder når strømmen stiger og med faldende anodespænding falder også forstærkningen. Når man vælger det rette arbejdspunkt kan disse to effekter udbalancere hinanden og man har et forstærkertrin med lav forvrængning over et rimeligt stort arbejdsområde.

I en tetrode og i en pentrode stiger forstærkningen også med stigende strøm, men på grund af skærmgitteret (g2) falder forstærkningen meget lidt med faldende anodespænding. Det er netop dette forhold der giver tetroder og pentroder stor forstærkning og høj effektivitet. Men med disse rørtyper kan man ikke udbalancere forvrængningen uden at benytte sig af triodekobling (med lav forstærkning og lav effektivitet) eller den såkaldte ultra-lineære kobling.





Marshall forstærkere still going strong

InstrumentforstærkerePosted by AnalogBo Sat, May 11, 2013 14:11:40

Jan kom med to Marshall toppe som skulle efterses.

Det er helt fortryllende at se hvorledes forstærkere fra midten af 60’erne stadig fungerer stort set uden ændringer. Ud fra serienumrene kan det ses at de begge er produceret før 1969. Fra Juli 1969 begyndte Marshalls serienumre med et bogstav som angiver produktionsåret. Disse to forstærkere har serienumrene 69xx og 72xx. Dette daterer forstærkerne til at være produceret i 1966.

Figur 1: Marshall Model Super 100 Bass Amplifier

Det mest fantastiske er at der stort set ikke er skiftet komponenter i forstærkerne siden de blev produceret. Der blev måske sparet ved at der blev sat plexiglas på fronten i stedet for at coate og trykke direkte på metal, men der blev ikke sparet på komponentkvaliteten. I den ene forstærker var alle elektrolytkondensatorer originale. Jeg har været nødt til at udskifte en kondensator fordi den i 46 år har været udsat for en voldsom overspænding (op til 600V mod nominel spænding på 450V). Alle de andre kondensatorer var OK og kan fungere mange år endnu.

Figure 2 Marshall Model Super P.A. Amplifier MK III

Den anden forstærker havde den mest udbredte fejl på så gamle forstærkere: en løs forbindelse. I 1966 var man endnu ikke begyndt at sikre større komponenter mod de mange slag og stød som transportabelt udstyr udsættes for. Som jeg tidligere har beskrevet giver det sig indimellem udslag i knækkede lodninger og løse forbindelser.

Begge forstærkere spiller nu igen og kan glæde ejeren i mange år fremover.

”Bevis” for dateringen:
Begge forstærkere er 100W modeller og de første 100W modeller blev produceret i 1966.
Forstærkerne har det ”nye” logo fra 1966 i skråskrift lavet af hvid plast med guldoverflade.
Forstærkeren med SER 69XX har påtrykt JTM45 på fronten. Det blev i løbet af 1966 ændret til JTM50. På den anden forstærker er denne identifikation desværre brækket af.
(http://www.marshallamps.com/heritage/first_30/first_30_02.asp)
Tilgængelig information vedr. forstærkere produceret i 1967 har 5-cifrede numre som starter med 10xxx. (http://marstran.com/Marshall%20Pictorial%20Page.htm)



Rummel Cancellering

Nye konstruktionerPosted by AnalogBo Wed, October 17, 2012 21:06:18

Ved afspilning af vinylplader vil man ofte opleve en svag forvrængning, som skyldes at pladen ikke er helt plan. P.gr.a. ujævnheder i skiven bevæger pickup’en sig op og ned med vinylen. Bevægelsen inducerer lavfrekvent støj- også kaldet rummel - som tydeligt ses på højttalerne, hvor membranen bevæger sig kraftigt. Frekvensen er så lav at man ikke kan høre den som en tone, men den kan være så kraftig at den modulerer musikken dels fordi membranstyr og svingspole belastes og bringes bort fra ligevægtsstillingen og dels fordi udsvingene forårsager Doppler effekt som høres som en svag vibrato.

Forstærkeren belastes naturligvis også unødigt og hvis den er forsynet med udgangstransformatorer fører rummelen til unødig magnetisering i transformatorernes jernkerner.

Som følge af RIAA standarden bliver bassen dæmpet kraftigt under indspilningen og skal følgelig forstærkes tilsvarende under afspilning. Det betyder at også rummelen bliver kraftigt forstærket.

Figur 1 Rummel i en kanal

Den rummel som skyldes pladens ujævnheder kan være meget kraftigt. Ved moderat lydstyrke vil man til tider kunne høre det som forvrængning i form af ’wav’. Figur 1 illustrerer hvorledes rummel kan modulere et indspillet signal. Til venstre illustrerer den røde sinus kurve det indspillede signal mens den blå kurve er pladerummel. Til højre ses hvorledes et indspillet signal moduleres oven på pladerumlen. Membran og svingspole i højttaleren bevæger sig tilsvarende.

Figur 2 viser starten på Gilberto Gil’s plade ”Luar” side 2. Signalet fra indløbsrillen indeholder rummel og man kan tydeligt se at det kommer fra pickup’ens lodrette bevægelser, da signalerne i de to kanaler er i modfase. Nummeret starter med et par stortrommeslag hvilket kan ses i form at de meget kraftige udsving (a) og (b), som trækkes helt skævt. En analyse viser at der er uønskede signaler med frekvenser på 6Hz og 12Hz. Det er også tydeligt at se hvorledes rumlen påvirker det indspillede signal i modfase i de to kanaler.

Figur 2: Afspilning med almindelig RIAA uden rummel cancellering

I mange forforstærkere og integrerede forstærkere med phono-indgang er der mulighed for at aktivere et rummelfilter (ofte kaldet subsonic), som kan dæmpe signaler under 18 Hz eller en anden specificeret frekvens. Men ligesom det er naturligt at forlange at en forstærkers frekvensgang strækker sig mindst en oktav over 20 kHz bør man også kunne forlange at den strækker sig mindst en oktav under 20 Hz. Dette opfylder alle gode forstærkere - også rørforstærkere - selvom dette krav der er med til at gøre udgangstransformatorer tunge og dyre. Derfor er det synd og skam at amputere forstærkerens frekvensområde med et filter, især da det ikke kan undgå at introducere faseforvrængning.

Heldigvis er det ikke nødvendigt at benytte et filter til at fjerne den uønskede rummel. Af skæretekniske årsager kan man kun tillade vandrette rilleudsving ved lave frekvenser, derfor lægges toner under en vis grænsefrekvens sammen til mono. Grænsefrekvensen kan variere fra 70 til 150 Hz og er bestemt af det aktuelle programmateriale. WYRE RIAA gengiver frekvenser under 35 Hz i mono. Dette påvirker ikke musikken fordi dette toneområde allerede er skåret i mono. Men hvis pickup’en påvirkes af ujævnheder vil det frembringe et stereosignal i frekvensområdet 5 til 15 Hz. Fordi pickup’en påvirkes i lodret retning er de to kanaler i modfase og når de afspilles i mono eliminerer de hinanden. Således fjernes rummelen uden at beskære frekvensområdet.
Figur 3 Afspilning med WYRE RIAA forforstærker med rummel cancellering aktiveret

Figur 3 viser samme indspilning som Figur 2, men her er RIAA korrektionen foretaget med WYRE RIAA med rummel cancellering. Der er ikke fjernet en eneste tone fra det indspillede signal. Kun den uønskede rummel er væk og det indspillede signal står nu klart fordi det ikke længere bliver trukket skævt af lavfrekvent støj.

De viste optagelser er foretaget ved hjælp Audacity og et Creative Soundblaster externt lydkort. I Figur 2 er anvendt en WYRE RIAA uden rummel cancellering. I Figur 3 er anvendt en WYRE RIAA med rummel cancellering aktiveret.

Se hvordan du kan erhverve WYRE RIAA her.





WYRE RIAA

Nye konstruktionerPosted by AnalogBo Tue, June 05, 2012 22:34:05

Gennem mit arbejde har jeg set rigtig mange forskellige måder at konstruere forstærkere på og ladet mig inspirere af det.

Nelson Pass citerer Einstein for ”Things should be made as simple as possible, but not any simpler”, og Nelson Pass fortsætter: ”Minimalisme udøver en stærk æstetisk tiltrækning og det er rimeligt at tro at færre komponenter i signalvejen gør, at mere information kommer igennem med mindre farvning af lyden. (Nelson Pass, Arch Nemisis http://www.passdiy.com/pdf/ARCH%20NEMESIS.pdf)

Jeg er tilhænger af denne filosofi. Hvis man vælger gode komponenter og tager sig tid til at kontrolmåle og sortere dem, er det ikke nødvendigt med selvkorrigerende mekanismer og modkoblinger som skal opveje variationer i komponentværdier. Når jeg har konstrueret forstærkere, har jeg generelt lavet enkle konstruktioner og jeg har opnået rigtig gode resultater med den fremgangsmåde.

WYRE RIAA forstærkere bygget efter samme princip – få komponenter og ingen modkobling.

Til forstærkningen af det svage signal fra en pickup bruger jeg nogle meget lineære og ekstremt støjsvage transistorer. Til selve RIAA-korrektionen har jeg valgt polystyren kondensatorer. Desværre er mange holdt op med at bruge denne komponent, for de produceres i dag kun få steder og er derfor ret dyre. Men når man kun bruger få komponenter er der råd til at bruge de allerbedste. Transistorer, kondensatorer og modstande bliver målt og udvalgt for at sikre korrekt RIAA-korrektion og fuldkommen kanalbalance.

Signalet forstærkes og korrigeres i henhold til RIAA-normen, men bevarer sin integritet fordi det kun skal passere få komponenter.

Ved afspilning af gode optagelser kommer lyden til at stå knivskarpt og både dynamikken og luftigheden i optagelsen er bevaret så det er muligt både at lytte til helheden og at lytte efter enkelte instrumenter.

WYRE RIAA bygges på bestilling og tilpasses din pickup. Se hvordan du kan erhverve en WYRE RIAA forforstærker her



Next »