AnalogBo's Hjørne

AnalogBo's Hjørne

Revitalisering eller udskiftning af et højttalerrelæ

Erfaringer fra værkstedetPosted by AnalogBo Tue, August 18, 2015 16:57:23

Thomas kom med sin Marantz som han havde købt med en mindre defekt – der kom ingen lyd ud af den. Da han vidste at forstærkeren kunne lyde rigtig godt, ville han gerne høre om den kunne komme til at spille igen.

Når vi tændte for forstærkeren kunne det lille klik fra højttalerrelæet tydeligt høres. Det var et positivt tegn, da det betød at forstærkeren stort set virkede og at der ikke var fejlspænding på højttalerudgangen. Så langt så godt, men hvorfor spillede forstærkeren så ikke.

En meget typisk fejl ved ældre forstærkere er at kontakterne i højttalerrelæet er korroderede. Det var også tilfældet for Thomas’ Marantz.

Relæ-kontakter er belagt med ædle eller halvædle metaller som guld, palladium-sølv mm. Imidlertid slider de mange slåen til og fra på relæ-kontakterne. Efter 30 års tjeneste er de færreste relækontakt-overflader stadig hele. Man kan se en lille prik på relækontakterne præcis hvor de har ramt hinanden 1000-vis af gange. I netop det punkt er den ikke-korroderende overflade brudt og det underliggende materiale er korroderet, så der ikke længere er kontakt. Jeg har set flere fantasifulde løsninger på at overkomme problemerne med et defekt højttalerrelæ – et eksempel var at man med en loddekolbe havde brændt et hul i relækappen og havde sprøjtet det med kontaktrens. Det havde holdt nogen tid, men det holder ikke evigt. Jeg forstår udmærket at det var gjort, for relæet sad så det var fuldstændig umuligt at udskifte. Man siger at nutidens design ikke er lavet med henblik på reparation. Det gælder desværre også for nogle af de ældre forstærkere.

Normalt udskifter jeg defekte højttalerrelæer. Størrelse og benkonfiguration på relæer har ikke ændret sig ret meget i de sidste 30 år, så jeg forsøger altid at finde det rigtige relæ. Passer nutidens relæer af den ene eller anden grund ikke, så tager jeg et at mine standardrelæer og placerer det på hovedet og fører små ledninger fra relæbenene til printpladen. For at være sikker på at jeg bruger en ordentlig kvalitet relæer, har jeg testet det relæ jeg oftest bruger. Jeg har ladet det slutte og afbryde 20.000 gange og derefter undersøgt kontaktbelægningen. Der var ingen tegn på at kontakterne var slidte. På denne måde har mangen en forstærker fået forlænget livet med rigtig mange år.

I Thomas’ Marantz var indbygget et stort industri-relæ som ikke er let at opdrive i dag. Også sådan et relæ bliver slidt, selv om det sikkert holder længere end de fleste – i dette tilfælde ca. 35 år. Jeg syntes det var synd og skam at udskifte dette relæ med et lille moderne relæ. Kontaktfladerne var store og hele – undtagen på det lille sted hvor de var ramt sammen mange, mange gange. Derfor tog jeg en alternativ løsning i brug.

Jeg skilte relæet ad, bukkede toppen på den bærende vinkel, som relæspolen sidder fast på, en lille smule som vist på tegningen nedenfor. Dermed ændrede jeg anslagspunktet på både den statiske og den bevægelige del af kontaktelementerne. Relæet blev samlet og sat tilbage på sin plads og forstærkeren spillede igen.



Fisher Model 100

Erfaringer fra værkstedetPosted by AnalogBo Sun, July 17, 2011 22:43:38

Caspar havde på ebay.com fundet et sæt Fisher model 100 monoblokke. Ulempen var bare at de var forsynet med nettransformatorer til 115 volt. Før vi gik i gang med at ombygge forstærkerne til 230 V, tjekkede jeg lige deres almene tilstand. Jeg vurderede at begge forstærkerne var i en rimelig stand som det var værd at bygge videre på. Caspar bestilte så et sæt nye transformatorer til 230 volt hos Overgaard Transformere. De blev viklet på bestilling og blev indstøbt i det originale hus i et fint lyddæmpende materiale.

Caspar havde også besluttet at udgangsrørene skulle skiftes fra de originale EL37 til KT66. Det betød at jeg måtte ændre katodekomplekset så det passede til KT66, men det var ikke noget større problem. Desuden fandt jeg ved de første måle og lytte test at der var nogle overføringskondensatorer der skulle skiftes.

Målingerne viste derefter en meget lav forvrængning, perfekt frekvensrespons og lav udgangsimpedans (= høj dæmpningsfaktor).

Nu var jeg klar til at opleve lyden. Med dette sæt kan man glemme alt om tilbagelænet rørlyd, for Fisher model 100 er helt fremme på beatet med fantastisk opløsning og højttalerkontrol.

Det kan måske virke forbavsende at en konstruktion fra 1959 lyder så fremragende, men på det tidspunkt havde de bedste konstruktører allerede i tyve år kappedes om at lave gode HiFi-forstærkere. Udgangstransformatoren har det meste af æren for denne forstærkers gode egenskaber: Primær’en er delt i to. Den ene del går som sædvanligt til udgangsrørenes anoder, den anden del går til udgangsrørenes katoder. Begge dele modtager effekt fra udgangsrørene, men katodeviklingen bidrager også til lokal modkobling, både som katodemodkobling og skærmgittermodkobling. Det sidste fordi skærmgitrene ligger på et fast potentiale medens der er signal på katoderne dvs. spændingen mellem katode og skærmgitter varierer.

Den samme kobling bruges bl.a. i Bogen, QUAD og McIntosh, men ikke i ’mainstream’- rørforstærkere og faktisk heller ikke i alle Fisher forstærkere. Der er selvfølgelig en grund til at denne kobling ikke er så almindelig. For det første er udgangstransformatoren meget dyrere at fremstille end den sædvanlige ”ultra linear” variant. For det andet skal der et meget stort spændingssving til at drive udgangsrørene, så der skal indskydes et ekstra drivertrin mellem fasesplitteren og udgangsrørene. Det betyder et ekstra rør og dermed ekstra omkostninger.

Disse to monoforstærkere har nok ikke været billige i 1959 og det var heller ikke helt billigt at omstille dem fra 110V til 230V, men resultatet er et sæt forstærkere som spiller helt fantastisk. Desværre står de ikke længere i min stue, men hjemme hos Caspar og der kan de spille i rigtig mange år.

Se flere billeder af forstærkeren på radiomuseum.org: http://www.radiomuseum.org/r/fisher_100_az100az.html

En sjælden Arena stereo forstærker

Erfaringer fra værkstedetPosted by AnalogBo Tue, September 28, 2010 22:08:26

En dag dukkede en kunde op med en gammel og meget sjælden Arena stereo forstærker. Den er så sjælden at en bekendt, som har været lærling på Arena i slutningen af 60’erne, ikke kendte den. Ifølge ejeren skulle forstærkeren kun være lavet 200 eksemplarer. Den havde stået på loftet i adskillige år fordi den ikke lød så godt længere. Den brummede fælt i højttalerne.

Brummet fik jeg forholdsvis hurtigt has på, men så viste nogle alvorligere problemer sig. På grund af brummet bemærkede man ikke at forstærkeren også knitrede i højttalerne. Det lød nærmest som om man lyttede til en ældre vinyl LP som er lidt slidt – en sagte knitren nu og da. Problemet som reparatør er, at det ikke er det, som kunden har bedt om at få lavet – på den anden side vil man gerne have at udstyret er i tip top stand når man henter det fra reparation. Da jeg havde aftalt prisen for at fjerne brummet, måtte jeg gribe mobilen for at høre om jeg også skulle fjerne denne knitren. Det skulle jeg, for det var meningen at forstærkeren skulle forfremmes til stuen.

Det viste sig at den sagte knitren skyldtes at flere af de gamle kulmodstande var begyndt at svigte. Det er desværre noget der sker med denne type modstande. Kulmodstande har det ikke ret godt med fugt, høj temperatur og høj spænding. Sådan som modstandene er brugt i denne forstærker er de udsat for både høj spænding og høj temperatur (grundet varmeafgivelse fra de omkringsiddende komponenter). Desuden har forstærkeren med stor sikkerhed også været udsat for fugt i sin tid på loftet. Heldigvis kan man i dag vælge metalfilm modstande, som ikke ’degenererer’ på samme måde.

Det var ikke nok at skifte en enkelt modstand for komme problemet til livs. Sådan en operation tager lidt tid, da jeg ikke ynder ukritisk at skifte alle komponenter. Jeg vil gerne minimere antallet af komponenter som skal skiftes, da printkortet på så gamle produkter let tager skade af gentagne opvarmninger fra loddekolben.

Efter at have fundet den sidste svigtende modstand spiller forstærkeren som en drøm og kan gøre det i de næste mange år.



Afbrændte Højttalere

Erfaringer fra værkstedetPosted by AnalogBo Sat, June 12, 2010 13:39:40

Jens ville gerne have mig til at efterse hans Le Classe A effekt forstærker. Forstærkeren er bygget med få men udvalgte komponenter. Forstærkeren havde brændt Jens' gode højttalere af og nu ville han have checket den inden han satte de nye højttalere til forstærkeren.

Ved gennemgangen af forstærkeren fandt jeg ikke nogen fejl. Jeg måtte derfor spørge lidt nærmere til omstændighederne ved uheldet med højttalerne. Det viste sig at nogen i familien ønskede at høre netop den musik som de havde liggende på deres laptop, men selvfølgelig i den gode lyd som man kan få ved hjælp af en god forstærker og gode højttalere. Derfor blev computeres hovedtelefonudgang forbundet til indgangen af Le Classe A forstærkeren. Det fungerede desværre kun kortvarigt.

Le Classe A forstærkeren er bygget i tiltro til at ingen forforstærker kan have jævnspænding på udgangen hvilket også er en yderst rimelig antagelse. Da det er de færreste laptops der har en ’line-out’ benytter man naturligvis hovedtelefonudgangen. Det er desværre ikke usædvanligt at der er en lille jævnspænding på en laptops hovedtelefonudgang. Når man tilslutter laptoppen til forstærkeren på denne måde, kan det resultere i så høj en spænding på højttalerudgangen af forstærkeren, at det brænder højttalerne af. Det var hvad der skete for Jens.

Efter at have talt med Jens om problemet enedes vi om at jeg, med største respekt for den fine konstruktion indbyggede en beskyttelse i effektforstærkeren.

Den mere tekniske forklaring

Le Classe A er en sand DC-forstærker dvs. den har ikke nogen nedre grænsefrekvens og alt bliver forstærket 30 gange, så hvis man sætter 0,5 volt på indgangen vil man måle 15 volt på udgangen. Der findes andre forstærkere med DC-koblet indgang, men de fleste har dog kun en forstærkning på én gang, så hvis man prøver at sætte 0,5 volt på indgangen vil man måle 0,5 volt på udgangen (skidt ...men ufarligt).

Til at drive hovedtelefonen har laptoppen en lille forstærker med en elektrolytkondensator i udgangen. Når man tænder PC’en kommer der et par volt på udgangen, men elektrolytkondensatorens udgangsside bliver lynhurtigt trukket på plads af hovedtelefonens lave modstand. Anderledes stiller det sig når det er Jens’ Le Classe A forstærker med en høj indgangsmodstand, det går langsomt og grundet elektrolytkondensatorens uundgåelige lækstrøm bliver resultatet aldrig 0 volt, men måske 0,5 volt, som prompte forstærkes til 15 volt – mere end nok til at ødelægge en bashøjttalers svingspole.

AnalogBo