AnalogBo's Hjørne

AnalogBo's Hjørne

Roberts løse forbindelse

InstrumentforstærkerePosted by AnalogBo Sat, May 29, 2010 21:50:19

Robert henvendte sig til mig med en (meget) vanskelig sag.

Hans ærværdige VOX Bass Foundation forstærker fra 1968 var begyndt at skrante...nej skratte i højttaleren.

Når forstærkeren blev tændt var der ingen ting i vejen, men efter at have spillet på den i et kvarter begyndte den at skratte i højttaleren. Det kan man jo ikke acceptere når man er ude og spille koncert.

Flere kloge mennesker havde kigget på den, ladet den stå tændt natten over, rykket i den, og gjort alt muligt andet for at fremprovokere fejlen, men den gav sig kun udtryk når Robert spillede på den.

Nu ville han høre om jeg kunne løse denne gåde. Den udfordring kunne jeg ikke lade gå forbi uden at tage den op.

Da det er en bas forstærker måtte jeg jo have min gamle Jazz Bass frem og se om jeg kunne fremprovokere fejlen. Der gik da også ca. et kvarter og så begyndte det at skratte i højttaleren. Opgaven lød nu på at finde ud af hvad der forårsagede fejlen. Jeg erstattede bassen med en tonegenerator indstillet på det dybe A (55 hz) og gik printplader, komponenter og lodninger igennem. Efter nogen søgning fandt jeg synderen, en kondensator hvor en lodning var knækket af mange års transport af forstærkeren. Da kondensatoren havde fået en ny lodning var det umuligt ar trække et eneste skrat ud af højttaleren.

Den dejlige gamle forstærker kan nu spille mange år endnu og det fryder mig, fordi den har den rigtige lyd af jern. Lyden kommer fra den rå transformator der driver udgangstransistorerne.

Knækkede lodninger er ikke nogen sjældenhed i guitarforstærkere. Den transport som guitarforstærkere er udsat for, river og flår i alle dele af forstærkerne. At der ikke er flere af denne type fejl er egentlig lidt af et under.

Men når det sker kan det betale sig at reparere det.

AnalogBo