AnalogBo's Hjørne

AnalogBo's Hjørne

Afbrændte Højttalere

Erfaringer fra værkstedetPosted by AnalogBo Sat, June 12, 2010 13:39:40

Jens ville gerne have mig til at efterse hans Le Classe A effekt forstærker. Forstærkeren er bygget med få men udvalgte komponenter. Forstærkeren havde brændt Jens' gode højttalere af og nu ville han have checket den inden han satte de nye højttalere til forstærkeren.

Ved gennemgangen af forstærkeren fandt jeg ikke nogen fejl. Jeg måtte derfor spørge lidt nærmere til omstændighederne ved uheldet med højttalerne. Det viste sig at nogen i familien ønskede at høre netop den musik som de havde liggende på deres laptop, men selvfølgelig i den gode lyd som man kan få ved hjælp af en god forstærker og gode højttalere. Derfor blev computeres hovedtelefonudgang forbundet til indgangen af Le Classe A forstærkeren. Det fungerede desværre kun kortvarigt.

Le Classe A forstærkeren er bygget i tiltro til at ingen forforstærker kan have jævnspænding på udgangen hvilket også er en yderst rimelig antagelse. Da det er de færreste laptops der har en ’line-out’ benytter man naturligvis hovedtelefonudgangen. Det er desværre ikke usædvanligt at der er en lille jævnspænding på en laptops hovedtelefonudgang. Når man tilslutter laptoppen til forstærkeren på denne måde, kan det resultere i så høj en spænding på højttalerudgangen af forstærkeren, at det brænder højttalerne af. Det var hvad der skete for Jens.

Efter at have talt med Jens om problemet enedes vi om at jeg, med største respekt for den fine konstruktion indbyggede en beskyttelse i effektforstærkeren.

Den mere tekniske forklaring

Le Classe A er en sand DC-forstærker dvs. den har ikke nogen nedre grænsefrekvens og alt bliver forstærket 30 gange, så hvis man sætter 0,5 volt på indgangen vil man måle 15 volt på udgangen. Der findes andre forstærkere med DC-koblet indgang, men de fleste har dog kun en forstærkning på én gang, så hvis man prøver at sætte 0,5 volt på indgangen vil man måle 0,5 volt på udgangen (skidt ...men ufarligt).

Til at drive hovedtelefonen har laptoppen en lille forstærker med en elektrolytkondensator i udgangen. Når man tænder PC’en kommer der et par volt på udgangen, men elektrolytkondensatorens udgangsside bliver lynhurtigt trukket på plads af hovedtelefonens lave modstand. Anderledes stiller det sig når det er Jens’ Le Classe A forstærker med en høj indgangsmodstand, det går langsomt og grundet elektrolytkondensatorens uundgåelige lækstrøm bliver resultatet aldrig 0 volt, men måske 0,5 volt, som prompte forstærkes til 15 volt – mere end nok til at ødelægge en bashøjttalers svingspole.

AnalogBo