AnalogBo's Hjørne

AnalogBo's Hjørne

Fisher Model 100

Erfaringer fra værkstedetPosted by AnalogBo Sun, July 17, 2011 22:43:38

Caspar havde på ebay.com fundet et sæt Fisher model 100 monoblokke. Ulempen var bare at de var forsynet med nettransformatorer til 115 volt. Før vi gik i gang med at ombygge forstærkerne til 230 V, tjekkede jeg lige deres almene tilstand. Jeg vurderede at begge forstærkerne var i en rimelig stand som det var værd at bygge videre på. Caspar bestilte så et sæt nye transformatorer til 230 volt hos Overgaard Transformere. De blev viklet på bestilling og blev indstøbt i det originale hus i et fint lyddæmpende materiale.

Caspar havde også besluttet at udgangsrørene skulle skiftes fra de originale EL37 til KT66. Det betød at jeg måtte ændre katodekomplekset så det passede til KT66, men det var ikke noget større problem. Desuden fandt jeg ved de første måle og lytte test at der var nogle overføringskondensatorer der skulle skiftes.

Målingerne viste derefter en meget lav forvrængning, perfekt frekvensrespons og lav udgangsimpedans (= høj dæmpningsfaktor).

Nu var jeg klar til at opleve lyden. Med dette sæt kan man glemme alt om tilbagelænet rørlyd, for Fisher model 100 er helt fremme på beatet med fantastisk opløsning og højttalerkontrol.

Det kan måske virke forbavsende at en konstruktion fra 1959 lyder så fremragende, men på det tidspunkt havde de bedste konstruktører allerede i tyve år kappedes om at lave gode HiFi-forstærkere. Udgangstransformatoren har det meste af æren for denne forstærkers gode egenskaber: Primær’en er delt i to. Den ene del går som sædvanligt til udgangsrørenes anoder, den anden del går til udgangsrørenes katoder. Begge dele modtager effekt fra udgangsrørene, men katodeviklingen bidrager også til lokal modkobling, både som katodemodkobling og skærmgittermodkobling. Det sidste fordi skærmgitrene ligger på et fast potentiale medens der er signal på katoderne dvs. spændingen mellem katode og skærmgitter varierer.

Den samme kobling bruges bl.a. i Bogen, QUAD og McIntosh, men ikke i ’mainstream’- rørforstærkere og faktisk heller ikke i alle Fisher forstærkere. Der er selvfølgelig en grund til at denne kobling ikke er så almindelig. For det første er udgangstransformatoren meget dyrere at fremstille end den sædvanlige ”ultra linear” variant. For det andet skal der et meget stort spændingssving til at drive udgangsrørene, så der skal indskydes et ekstra drivertrin mellem fasesplitteren og udgangsrørene. Det betyder et ekstra rør og dermed ekstra omkostninger.

Disse to monoforstærkere har nok ikke været billige i 1959 og det var heller ikke helt billigt at omstille dem fra 110V til 230V, men resultatet er et sæt forstærkere som spiller helt fantastisk. Desværre står de ikke længere i min stue, men hjemme hos Caspar og der kan de spille i rigtig mange år.

Se flere billeder af forstærkeren på radiomuseum.org: http://www.radiomuseum.org/r/fisher_100_az100az.html