AnalogBo's Hjørne

AnalogBo's Hjørne

Revitalisering eller udskiftning af et højttalerrelæ

Erfaringer fra værkstedetPosted by AnalogBo Tue, August 18, 2015 16:57:23

Thomas kom med sin Marantz som han havde købt med en mindre defekt – der kom ingen lyd ud af den. Da han vidste at forstærkeren kunne lyde rigtig godt, ville han gerne høre om den kunne komme til at spille igen.

Når vi tændte for forstærkeren kunne det lille klik fra højttalerrelæet tydeligt høres. Det var et positivt tegn, da det betød at forstærkeren stort set virkede og at der ikke var fejlspænding på højttalerudgangen. Så langt så godt, men hvorfor spillede forstærkeren så ikke.

En meget typisk fejl ved ældre forstærkere er at kontakterne i højttalerrelæet er korroderede. Det var også tilfældet for Thomas’ Marantz.

Relæ-kontakter er belagt med ædle eller halvædle metaller som guld, palladium-sølv mm. Imidlertid slider de mange slåen til og fra på relæ-kontakterne. Efter 30 års tjeneste er de færreste relækontakt-overflader stadig hele. Man kan se en lille prik på relækontakterne præcis hvor de har ramt hinanden 1000-vis af gange. I netop det punkt er den ikke-korroderende overflade brudt og det underliggende materiale er korroderet, så der ikke længere er kontakt. Jeg har set flere fantasifulde løsninger på at overkomme problemerne med et defekt højttalerrelæ – et eksempel var at man med en loddekolbe havde brændt et hul i relækappen og havde sprøjtet det med kontaktrens. Det havde holdt nogen tid, men det holder ikke evigt. Jeg forstår udmærket at det var gjort, for relæet sad så det var fuldstændig umuligt at udskifte. Man siger at nutidens design ikke er lavet med henblik på reparation. Det gælder desværre også for nogle af de ældre forstærkere.

Normalt udskifter jeg defekte højttalerrelæer. Størrelse og benkonfiguration på relæer har ikke ændret sig ret meget i de sidste 30 år, så jeg forsøger altid at finde det rigtige relæ. Passer nutidens relæer af den ene eller anden grund ikke, så tager jeg et at mine standardrelæer og placerer det på hovedet og fører små ledninger fra relæbenene til printpladen. For at være sikker på at jeg bruger en ordentlig kvalitet relæer, har jeg testet det relæ jeg oftest bruger. Jeg har ladet det slutte og afbryde 20.000 gange og derefter undersøgt kontaktbelægningen. Der var ingen tegn på at kontakterne var slidte. På denne måde har mangen en forstærker fået forlænget livet med rigtig mange år.

I Thomas’ Marantz var indbygget et stort industri-relæ som ikke er let at opdrive i dag. Også sådan et relæ bliver slidt, selv om det sikkert holder længere end de fleste – i dette tilfælde ca. 35 år. Jeg syntes det var synd og skam at udskifte dette relæ med et lille moderne relæ. Kontaktfladerne var store og hele – undtagen på det lille sted hvor de var ramt sammen mange, mange gange. Derfor tog jeg en alternativ løsning i brug.

Jeg skilte relæet ad, bukkede toppen på den bærende vinkel, som relæspolen sidder fast på, en lille smule som vist på tegningen nedenfor. Dermed ændrede jeg anslagspunktet på både den statiske og den bevægelige del af kontaktelementerne. Relæet blev samlet og sat tilbage på sin plads og forstærkeren spillede igen.