AnalogBo's Hjørne

AnalogBo's Hjørne

Fisher Model 100

Erfaringer fra værkstedetPosted by AnalogBo Sun, July 17, 2011 22:43:38

Caspar havde på ebay.com fundet et sæt Fisher model 100 monoblokke. Ulempen var bare at de var forsynet med nettransformatorer til 115 volt. Før vi gik i gang med at ombygge forstærkerne til 230 V, tjekkede jeg lige deres almene tilstand. Jeg vurderede at begge forstærkerne var i en rimelig stand som det var værd at bygge videre på. Caspar bestilte så et sæt nye transformatorer til 230 volt hos Overgaard Transformere. De blev viklet på bestilling og blev indstøbt i det originale hus i et fint lyddæmpende materiale.

Caspar havde også besluttet at udgangsrørene skulle skiftes fra de originale EL37 til KT66. Det betød at jeg måtte ændre katodekomplekset så det passede til KT66, men det var ikke noget større problem. Desuden fandt jeg ved de første måle og lytte test at der var nogle overføringskondensatorer der skulle skiftes.

Målingerne viste derefter en meget lav forvrængning, perfekt frekvensrespons og lav udgangsimpedans (= høj dæmpningsfaktor).

Nu var jeg klar til at opleve lyden. Med dette sæt kan man glemme alt om tilbagelænet rørlyd, for Fisher model 100 er helt fremme på beatet med fantastisk opløsning og højttalerkontrol.

Det kan måske virke forbavsende at en konstruktion fra 1959 lyder så fremragende, men på det tidspunkt havde de bedste konstruktører allerede i tyve år kappedes om at lave gode HiFi-forstærkere. Udgangstransformatoren har det meste af æren for denne forstærkers gode egenskaber: Primær’en er delt i to. Den ene del går som sædvanligt til udgangsrørenes anoder, den anden del går til udgangsrørenes katoder. Begge dele modtager effekt fra udgangsrørene, men katodeviklingen bidrager også til lokal modkobling, både som katodemodkobling og skærmgittermodkobling. Det sidste fordi skærmgitrene ligger på et fast potentiale medens der er signal på katoderne dvs. spændingen mellem katode og skærmgitter varierer.

Den samme kobling bruges bl.a. i Bogen, QUAD og McIntosh, men ikke i ’mainstream’- rørforstærkere og faktisk heller ikke i alle Fisher forstærkere. Der er selvfølgelig en grund til at denne kobling ikke er så almindelig. For det første er udgangstransformatoren meget dyrere at fremstille end den sædvanlige ”ultra linear” variant. For det andet skal der et meget stort spændingssving til at drive udgangsrørene, så der skal indskydes et ekstra drivertrin mellem fasesplitteren og udgangsrørene. Det betyder et ekstra rør og dermed ekstra omkostninger.

Disse to monoforstærkere har nok ikke været billige i 1959 og det var heller ikke helt billigt at omstille dem fra 110V til 230V, men resultatet er et sæt forstærkere som spiller helt fantastisk. Desværre står de ikke længere i min stue, men hjemme hos Caspar og der kan de spille i rigtig mange år.

Se flere billeder af forstærkeren på radiomuseum.org: http://www.radiomuseum.org/r/fisher_100_az100az.html

En sjælden Arena stereo forstærker

Erfaringer fra værkstedetPosted by AnalogBo Tue, September 28, 2010 22:08:26

En dag dukkede en kunde op med en gammel og meget sjælden Arena stereo forstærker. Den er så sjælden at en bekendt, som har været lærling på Arena i slutningen af 60’erne, ikke kendte den. Ifølge ejeren skulle forstærkeren kun være lavet 200 eksemplarer. Den havde stået på loftet i adskillige år fordi den ikke lød så godt længere. Den brummede fælt i højttalerne.

Brummet fik jeg forholdsvis hurtigt has på, men så viste nogle alvorligere problemer sig. På grund af brummet bemærkede man ikke at forstærkeren også knitrede i højttalerne. Det lød nærmest som om man lyttede til en ældre vinyl LP som er lidt slidt – en sagte knitren nu og da. Problemet som reparatør er, at det ikke er det, som kunden har bedt om at få lavet – på den anden side vil man gerne have at udstyret er i tip top stand når man henter det fra reparation. Da jeg havde aftalt prisen for at fjerne brummet, måtte jeg gribe mobilen for at høre om jeg også skulle fjerne denne knitren. Det skulle jeg, for det var meningen at forstærkeren skulle forfremmes til stuen.

Det viste sig at den sagte knitren skyldtes at flere af de gamle kulmodstande var begyndt at svigte. Det er desværre noget der sker med denne type modstande. Kulmodstande har det ikke ret godt med fugt, høj temperatur og høj spænding. Sådan som modstandene er brugt i denne forstærker er de udsat for både høj spænding og høj temperatur (grundet varmeafgivelse fra de omkringsiddende komponenter). Desuden har forstærkeren med stor sikkerhed også været udsat for fugt i sin tid på loftet. Heldigvis kan man i dag vælge metalfilm modstande, som ikke ’degenererer’ på samme måde.

Det var ikke nok at skifte en enkelt modstand for komme problemet til livs. Sådan en operation tager lidt tid, da jeg ikke ynder ukritisk at skifte alle komponenter. Jeg vil gerne minimere antallet af komponenter som skal skiftes, da printkortet på så gamle produkter let tager skade af gentagne opvarmninger fra loddekolben.

Efter at have fundet den sidste svigtende modstand spiller forstærkeren som en drøm og kan gøre det i de næste mange år.



Afbrændte Højttalere

Erfaringer fra værkstedetPosted by AnalogBo Sat, June 12, 2010 13:39:40

Jens ville gerne have mig til at efterse hans Le Classe A effekt forstærker. Forstærkeren er bygget med få men udvalgte komponenter. Forstærkeren havde brændt Jens' gode højttalere af og nu ville han have checket den inden han satte de nye højttalere til forstærkeren.

Ved gennemgangen af forstærkeren fandt jeg ikke nogen fejl. Jeg måtte derfor spørge lidt nærmere til omstændighederne ved uheldet med højttalerne. Det viste sig at nogen i familien ønskede at høre netop den musik som de havde liggende på deres laptop, men selvfølgelig i den gode lyd som man kan få ved hjælp af en god forstærker og gode højttalere. Derfor blev computeres hovedtelefonudgang forbundet til indgangen af Le Classe A forstærkeren. Det fungerede desværre kun kortvarigt.

Le Classe A forstærkeren er bygget i tiltro til at ingen forforstærker kan have jævnspænding på udgangen hvilket også er en yderst rimelig antagelse. Da det er de færreste laptops der har en ’line-out’ benytter man naturligvis hovedtelefonudgangen. Det er desværre ikke usædvanligt at der er en lille jævnspænding på en laptops hovedtelefonudgang. Når man tilslutter laptoppen til forstærkeren på denne måde, kan det resultere i så høj en spænding på højttalerudgangen af forstærkeren, at det brænder højttalerne af. Det var hvad der skete for Jens.

Efter at have talt med Jens om problemet enedes vi om at jeg, med største respekt for den fine konstruktion indbyggede en beskyttelse i effektforstærkeren.

Den mere tekniske forklaring

Le Classe A er en sand DC-forstærker dvs. den har ikke nogen nedre grænsefrekvens og alt bliver forstærket 30 gange, så hvis man sætter 0,5 volt på indgangen vil man måle 15 volt på udgangen. Der findes andre forstærkere med DC-koblet indgang, men de fleste har dog kun en forstærkning på én gang, så hvis man prøver at sætte 0,5 volt på indgangen vil man måle 0,5 volt på udgangen (skidt ...men ufarligt).

Til at drive hovedtelefonen har laptoppen en lille forstærker med en elektrolytkondensator i udgangen. Når man tænder PC’en kommer der et par volt på udgangen, men elektrolytkondensatorens udgangsside bliver lynhurtigt trukket på plads af hovedtelefonens lave modstand. Anderledes stiller det sig når det er Jens’ Le Classe A forstærker med en høj indgangsmodstand, det går langsomt og grundet elektrolytkondensatorens uundgåelige lækstrøm bliver resultatet aldrig 0 volt, men måske 0,5 volt, som prompte forstærkes til 15 volt – mere end nok til at ødelægge en bashøjttalers svingspole.

AnalogBo

Roberts løse forbindelse

InstrumentforstærkerePosted by AnalogBo Sat, May 29, 2010 21:50:19

Robert henvendte sig til mig med en (meget) vanskelig sag.

Hans ærværdige VOX Bass Foundation forstærker fra 1968 var begyndt at skrante...nej skratte i højttaleren.

Når forstærkeren blev tændt var der ingen ting i vejen, men efter at have spillet på den i et kvarter begyndte den at skratte i højttaleren. Det kan man jo ikke acceptere når man er ude og spille koncert.

Flere kloge mennesker havde kigget på den, ladet den stå tændt natten over, rykket i den, og gjort alt muligt andet for at fremprovokere fejlen, men den gav sig kun udtryk når Robert spillede på den.

Nu ville han høre om jeg kunne løse denne gåde. Den udfordring kunne jeg ikke lade gå forbi uden at tage den op.

Da det er en bas forstærker måtte jeg jo have min gamle Jazz Bass frem og se om jeg kunne fremprovokere fejlen. Der gik da også ca. et kvarter og så begyndte det at skratte i højttaleren. Opgaven lød nu på at finde ud af hvad der forårsagede fejlen. Jeg erstattede bassen med en tonegenerator indstillet på det dybe A (55 hz) og gik printplader, komponenter og lodninger igennem. Efter nogen søgning fandt jeg synderen, en kondensator hvor en lodning var knækket af mange års transport af forstærkeren. Da kondensatoren havde fået en ny lodning var det umuligt ar trække et eneste skrat ud af højttaleren.

Den dejlige gamle forstærker kan nu spille mange år endnu og det fryder mig, fordi den har den rigtige lyd af jern. Lyden kommer fra den rå transformator der driver udgangstransistorerne.

Knækkede lodninger er ikke nogen sjældenhed i guitarforstærkere. Den transport som guitarforstærkere er udsat for, river og flår i alle dele af forstærkerne. At der ikke er flere af denne type fejl er egentlig lidt af et under.

Men når det sker kan det betale sig at reparere det.

AnalogBo

« Previous