AnalogBo's Hjørne

AnalogBo's Hjørne

Skal man skifte rør

InstrumentforstærkerePosted by AnalogBo Sun, January 03, 2016 14:20:09

Jørgen kom med en Marshall Super PA 100 som trængte til en kærlig hånd. Bl.a. mente Jørgen at den trængte til nye rør for den lød ikke helt så godt som den burde gøre. Faktisk kom der ikke en lyd ud af den for tiden. Da jeg fik forstærkeren åbnet viste det sig at sikringen fra brændt. Det burde ikke være sket. En ting er at sikringen kan gå, men sikringsholderen bør ikke være helt sort. Jeg kunne endda se at fejlen var sket en gang tidligere. En ældre afbrændt sikringsholder sad endnu i forstærkeren. Derimod så rørene rigtig fine og forholdsvis nye ud.

Når jeg ser noget således kan jeg ikke bare få mig til at sætte en ny sikringsholder i. Der må være en årsag til at det ser ud som det gør.

Konstruktionen af denne Marshall forstærker er helt tilbage fra de tidlige tressere og oprindeligt konstrueret med 6L6 rør. Det eksemplar jeg står med, er imidlertid bestykket med EL34 rør. Marshall gik fra i ’62 at bruge 6L6 rør over til i ’64 at bruge KT66 og endelig skiftede de i ’67 til at bruge EL34. Jørgens forstærker har et stempel og et serienummer som indikerer at den blev fabrikeret i ’66 eller ’67.

EL34 blev introduceret i 1953 af britiske Mullard, som et HiFi-rør, men på grund af dets robusthed og krydrede forvrængning ved høj effekt blev det meget populært til guitarforstærkere. Men EL34 trækker mere end 50% mere glødestrøm end KT66, så når man skifter fra KT66 til EL34 skal man sikre sig at transformatoren, ledningsnettet og bias’en er korrekt hvis man ønsker at skifte et KT66 rør ud med et EL34 rør.

Da jeg målte på spændingen ved rørsoklerne viste det sig at der var et for stort spændingsfald over de tynde ledninger. Det betød bl.a. en alt for lav glødespænding. Stort spændingsfald betyder også stor varmeudvikling og sammenholdt med den lidt spinkle sikringsholder synes det at være årsagen til at sikringsholderen ikke rigtig har kunnet tåle mosten. Jeg kan forestille at de oprindelige KT66 rør er blevet udskiftet efter års tro tjeneste. Desværre blev de ikke udskiftet med nye KT66 rør, men med EL34. I forbindelse med udskiftningen har man ikke taget højde for ovennævnte forhold. Årsagen kan man kun gisne om. Det er gået godt i noget tid. Når så sikringsholderen brændte, har man blot sat en ny i, uden at undersøge hvorfor skaden er sket.

Jørgen har købt forstærkeren brugt, og vi ved ikke hvor mange ejere den har haft i sine 50 år.

Løsningen på alle problemerne er en udskiftning af ledninger mellem transformatoren og rørsoklerne så spændingstabet ikke bliver så stort samt en ny sikringsholder og en større sikring som kan håndtere den større strøm som EL34 rørene berettiget forårsager. Nye rør blev der ikke brug for. Rørene var som nye og der er derfor ingen grund til at bruge 1000-1500 kr. alene på nye rør. Efter denne lille ’rekonstruktion’ spillede den gamle Marshall som ny igen.

Rør bliver slidt med tiden og med 50 år på bagen var det en rimelig antagelse at det var rørene som evt. kunne trænge til udskiftning, men man bør altid sikre sig at der ikke er andre årsager til dårlig lyd før man skifter rørene. De holder trods alt til 2-5.000 timers spilletid.








Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.